Kulturfortællinger – fortalt med mange stemmer (kap. 7)

I dette indlæg vil jeg kort fortælle hvad den tværkulturelle og den transkulturelle model betyder.
Jeg vil også fortælle om begreberne forståelse og redundans.

Den tværkulturelle:
Den tværkulturelle model lægger op til at fokusere på forskelle og ligheder. Ved hjælp af modellen kan vi eks. Analysere os frem til en forståelse af hvorfor en gruppe unge andengenerationsdrenge har svært ved at tilpasse sig. Altså kan den tværkulturelle model give os en form for viden. Anvendes modellen ureflekteret er der fare for at den ender med stereotype forestillinger.
Modellen forholder sig ikke til hvad der bestemmer en given kultur som kultur. Modellen er brugbar så længe der er noget andet der afgrænser en kultur som en kultur.
Modellen er ikke fyldestgørende i en kompleks tidsalder hvor mennesker bevæger sig ind og ud af forskellige fællesskaber, og hvor man påvirker og påvirkes af de fællesskaber man bevæger sig imellem.

Den transkulturelle:
Den transkulturelle model har som sit udgangspunkt at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker, og at der i ethvert møde udveksles og skabes kultur. Hvorimod den tværkulturelle siger at man har sin kultur med sig.
Kultur er ikke et statisk fænomen.  Med kulturel over- og under klasse menes der at der er en lille gruppe mennesker der i globalt perspektiv besidder en kulturel dominans, idet de har de økonomiske resurser og derved også har det verdenspolitiske overherredømme. De har indflydelse og derved magt til at male det store verdensbillede. Her er den kulturelle underklasse magtesløs, de har endda ikke indflydelse på deres eget liv i forhold til økonomi.  

Forståelse omhandler den måde vi er på eller den viden vi har, hvilket vi ofte bruger når vi taler sammen. Redundans er de ord vi ikke behøver at sige i samtalen, da man alligevel godt forstår det uden dem  

Det hele værd

Vi har interviewet en pædagog på Østermølle skole. Hun har valgt at arbejde med handicappede, da hun havde fået en ”smagsprøve” ved at have et gymnastikhold med handicappede. Hun havde en mening om at en pædagog ikke er noget man blev, men noget man var. En god pædagog kan sætte sig i andres sted, se hvad de forskellige har brug for, se den vej der føre nogen steder hen, og ikke mindst se børns kompetencer. Det sværeste ved at være pædagog er, at man ikke altid kan føle sig tilstrækkelig og derfor acceptere at det næst bedste er godt nok. Det vigtigste når man får nye børn er, at lære dem og deres vaner at kende og ruste dem til livet, f.eks. lære dem at sidde pænt, spise ordentligt osv. så de kan lære at begå sig. Det gør ikke noget, at man kan se, at man er anderledes. På Østermølle skole arbejder vi på hvert enkel individ, men samtidig får de meget ud af og være med i en klasse. Det er pædagogen der har størst ansvar, men uddelegere arbejdet til medhjælperne, og derefter har de begge et stort ansvar. Som pædagog vil du ikke altid kunne undgå, at tage arbejdet med hjem, da du ikke bare kan tage det ud af hovedet. Derfor briefer vi ofte med kollegaerne efter arbejde, så man kan sætte ord på sine følelser. Sin viden fra skolen ligger i bagagen og engang imellem har man behov for at hive den frem og bruge den. Dog undrer det hende at man ikke får mere at læring om specialområdet, enten kan man lide specialområdet eller også kan man ikke. Hvad gør det hele værd? Hun slog ud med armene og sagde med smilende ansigt ”i skulle prøve det!”.